Veronika Janyrova
"Et verdensparlament, der tillader alle medlemmer af verdenssamfundet - og det er alle mennesker - at være involveret i beslutninger af global betydning."
Andreas Bummel, medstifter og koordinator for UNPA
Virkningerne af globaliseringen på vores demokratier kan næppe underskattes. Det tillader flere og flere magtområder at komme væk fra nationalstaten. Politikere vidner om en hurtig stigning i internationale organisationer og netværk, der opererer globalt og udøver betydelig politisk magt ud over nationalstaten. Men: Er det så slemt, eller måske endda ønskeligt?
Politolog januar Aart Scholte fra University of Warwick taler i denne sammenhæng af "utallige formelle foranstaltninger, uformelle normer og universelle diskurser til at regulere de globale relationer [...], der gennemføres af komplekse netværk." Disse netværk består af nationalstater, internationale organisationer, globale institutioner, delstatsbureauer og ikke-statslige aktører som frivillige organisationer eller selskaber.
Banebrydende politiske beslutninger træffes i stigende grad inden for tværnationale organer og undertiden uden godkendelse af de nationale parlamenter eller endog i strid med nationale bestemmelser.
Blandt de bedst kendte og mest magtfulde er omkring G20 en "uformel diskussion platform" af 20 mest udviklede industrilande, der repræsenterer en samlet 85 procent af det globale økonomiske output og to tredjedele af verdens befolkning. Den Europæiske Union repræsenterer derimod 23 procent af den globale økonomiske produktion og syv procent af verdens befolkning. I Den Internationale Valutafond og Verdensbanken repræsenterer 189-medlemslandene næsten hele verden såvel som Verdenshandelsorganisationen (90 procent verdens befolkning, 97 procent globale økonomiske produktion). Banebrydende politiske beslutninger træffes i stigende grad inden for disse tværnationale organer, og nogle gange uden godkendelse fra de nationale parlamenter eller endog i modstrid med nationale (sociale, økonomiske, sundhedsmæssige) forordninger. Selvom disse beslutninger undertiden kan blande sig dybt med nationale anliggender, har de fleste nationalstater generelt ingen måde at påvirke dem på, endsige at kontrollere dem. Dette outsourcer national suverænitet på mange måder og underminerer det demokratiske princip om selvbestemmelse.
Meget magt, ingen legitimitet
Internationale organisationer afspejler i høj grad de dominerende medlemmers rådende magtrelationer og interesser. Dette er særligt klart og fatalt, for eksempel i vetoet af FN's Sikkerhedsråd, hvilket betyder, at Rusland, USA og Kina blokerer hinanden og dermed forhindrer både løsning af internationale konflikter og en reform af De Forenede Nationer selv. Sidst men ikke mindst, afhænger FN's evne til at handle simpelthen af medlemskabsafgifterne for sine (stærkeste) medlemmer. Kritikken af internationale organisationer er så forskelligartet som den er lidenskabelig. Men frem for alt er en ting af interesse her: deres demokratiske legitimitet. Selvom dette ofte kræves og rostes, men sjældent gennemføres alvorligt. "I mange tilfælde reagerer de internationale organisationer på kritik ved at ændre deres procedurer, især ved at åbne op for ngo'er og øge gennemsigtigheden i deres arbejde. Hvorvidt dette kan ses som et udtryk for en begyndende demokratisering, er dog stadig at se ", siger professor Michael Zürn fra Wissenschaftszentrum Berlin.
Professor Zürn har gennemgået internationale organisationer i årevis og observerer deres voksende politisering. Flere og flere mennesker bare forvente på globalt plan svar og løsninger på de problemer i vor tid: "Undersøgelser viser, at mens der er voksende kritik af internationale organisationer som EU og FN, og samtidig give dem den samme tid mere og mere lægges vægt," siger Zürn ,
Verdensregering og globalt demokrati
I en årrække har denne politiske globalisering også skabt den akademiske diskurs om, hvordan vores demokratier kan få fat i magtens volatile kerneområder. Er det nødvendigt at globalisere demokratiet for at demokratisere globaliseringen? "Ikke helt" siger Jürgen Neyer, professor i international politik ved European University Viadrina og forfatter til bogen "Global Democracy". "Det er helt sikkert rigtigt, at de politiske strukturer i demokratiet i dag skal vokse den enkelte nationalstat. Men det betyder ikke den demokratiske verdensstat. "I stedet for, ifølge professor Neyer, må man stræbe efter en institutionelt designet, inklusiv diskurs mellem demokratiske samfund.
Mathias Koenig-Archibugi, professor ved London School of Economics and Political Sciences, advarer også om en verdensregering. Fordi dette let kunne blive til et "globalt tyranni" eller finde sig som et instrument i hænderne på nogle magtfulde regeringer.
Politikeren Jan Aart Scholte fra University of Warwick identificerer to dominerende teorier for udvikling af et globalt demokrati: en af dem er multilateralisme. Det antager, at det globale demokrati bedst kan udvikles gennem multilateralt samarbejde mellem demokratiske nationer. Den anden tilgang er kosmopolitisme. Formålet er at rejse de demokratiske institutioner i den (vestlige) nationale stat (bourgeoisiet, parlamentet, regeringen osv.) Til et globalt niveau eller at replikere dem der.
Det demokratiske verdensparlament
Diskursen om det globale demokrati foregår dog ikke kun på akademiske områder. Initiativet "Demokrati uden grænser" (tidligere: Komité for en demokratisk FN), omkring 1.500-parlamentsmedlemmer og mere end 250-ngo'er rundt om i verden er blevet tilmeldt. Og hun (ifølge sine egne udtalelser) nyder støtte fra Europa-Parlamentet, det panafrikanske parlament og det latinamerikanske parlament.
Siden 2003 har initiativet arbejdet for et verdensparlament, der er oprettet som FN's parlamentariske forsamling (UNPA). "En verden parlament, som giver alle medlemmer af verdenssamfundet - og disse er alle mennesker - der skal indgå i beslutninger af global betydning," siger Andreas Bummel, medstifter og koordinator for UNPA kampagnen. Udgangspunktet er erkendelsen af, at dagens nationale parlamenter simpelthen ikke er op til mange udfordringer. Andreas amok og hans kolleger Jo Leinen, ville en verden parlament gradvist opbygge: I første omgang kunne staterne vælge, om deres UNPA medlemmer kommer fra nationale eller regionale parlamenter eller vælges direkte. UNPA ville oprindeligt fungere som et rådgivende organ. Med en stigning i deres demokratiske legitimitet vil deres rettigheder og kompetencer gradvis blive udviklet. På lang sigt kan forsamlingen blive et sandt verdensparlament.
Verdensregering og globalt demokrati
Som utopisk som ideen om et globalt demokrati kan lyde i dag, er denne vision så gammel. En af de mest fremtrædende repræsentanter for en "verdens føderalisme" er Immanuel Kant, der coquetted i sin 1795 udgivne bog "Til evig fred" med ideen om en verdensrepublik. I det ville de frie stater blive en "republik republikker". Dog advarede han voldsomt mod opløsningen af de enkelte republikker selv, da dette ville bane vej for en "sjæløs despotisme".
Foto / Video: Shutterstock.
