Planetarisk designfestival?

Interview med forfatteren til det nyligt udgivne bind "Den store samskabelse"

Bobby Langer: Jascha, din nyligt udgivne bog "The Great Co-Creation" beskriver sig selv som et "standardværk for transformativ samskabelse i politik, erhvervsliv og samfund". Er dette en bog for specialister eller eksperter, såsom sociologer eller politologer, eller skriver du til en bredere målgruppe? 

Jascha Rohr: Jeg skriver til alle, der er engagerede, som vil flytte og ændre på tingene, og som ved, at det her kan gøres bedre sammen end alene. Det er, håber jeg, en meget bred målgruppe, der omfatter eksperter, men som også henvender sig til ledere, aktivister, iværksættere, projektledere, lokalt engagerede mennesker og mange flere, der gerne vil bidrage positivt til at forme verden med deres arbejde .

B.L.: Hvad savner du, hvis du ikke har læst det?

J.R.: Bogen er fuld af modeller, metoder, teori og praksis, så vi kan blive informerede aktører. Personligt ser jeg bogens mest værdifulde bidrag i, at den tilbyder et nyt økologisk paradigme, hvormed vi kan forstå og anvende udviklings-, forandrings- og designprocesserne meget bedre.

B.L.: Du siger, at du handler om at "genopfinde vores planetariske civilisation." Det lyder umiddelbart ret langt ude. Hvorfor tror du, at denne genopfindelse er nødvendig?

J.R.: Selvfølgelig er det i første omgang en provokation. Og i denne forstand er der ikke sådan noget som en homogen global civilisation. Men én ting er klar: Hvis vi fortsætter globalt, som vi har gjort, vil vi ødelægge vores levebrød og med det, hvad vi kalder civilisation. Vi kender dette i detaljer fra menneskehedens fortid. Men så kunne tingene altid fortsætte et andet sted. Hvis vi kollapser som en global civilisation i dag, er der ingen alternativ planet. Denne gang skal det lykkes os at genopfinde os selv, før vi kollapser fuldstændig. Det er det, jeg kalder at genopfinde vores civilisation.

B.L.: Hvem er du til at sige, at du er i stand til sådan en konceptuel præstation?

J.R.: Mit job har været at hjælpe små og store grupper med at genopfinde sig selv i omkring 25 år - fra landsbyen til nationalt plan har jeg designet og ledsaget deltagelses- og designprocesser. Min opgave er at strukturere og vedligeholde den proces, hvori disse grupper opfinder sig selv. Jeg er noget af en designjordemoder. I denne forstand ville jeg ikke antage at genopfinde vores civilisation alene. Men jeg føler mig godt forberedt til at designe, metodisk understøtte og ledsage store internationale og globale processer, hvor de involverede begynder at genopfinde "civilisationen".

B.L.: Er der ikke mere end én civilisation på planeten? Så når du siger "planetarisk civilisation", lyder det som om du sætter lighedstegn mellem vestlig, industriel civilisation og planetarisk civilisation?

J.R.: Ja præcis, det lyder sådan, jeg er klar over det, og det er selvfølgelig ikke tilfældet. Og alligevel er der noget som et globalt mangfoldigt samfund, globale markeder, en global politisk arena, et globalt medielandskab, globale diskurser, globale konflikter og globale processer, for eksempel i forhold til Corona eller klimaforandringer. Jeg kalder simpelthen dette meget heterogene felt global civilisation for at gøre det klart: dette globale felt i sin helhed er mere giftigt end gavnligt. Det skal transformeres i betydningen global regenerering.

B.L.: Du skriver en hel bog om metoder og værktøjer. Er du ikke bekymret for, at din målgruppe er sulten efter indhold?

J.R.: Det er sagens kerne. Der var mange, der ville have foretrukket en simpel opskriftsbog: løsninger, som de kunne kopiere. Og det var præcis der, jeg ville være ærlig: Vi er nødt til at komme ud af denne receptlogik, det er en del af problemet. Bæredygtige løsninger har altid at gøre med at forstå lokale sammenhænge og udvikle løsninger tilpasset dem. Det har jeg lært af permakultur. For at gøre dette skal vi træne og uddanne os selv. Dette kræver metoder og værktøjer. Medskaberne skal klare resten på stedet.

B.L.: Du skriver: “Hvis vi bruger... den gamle civilisations værktøjer, kan kun en ny version af den gamle civilisation dukke op.” Dette er logisk. Men som et barn af den gamle civilisation, hvordan vil du finde redskaberne til en ny civilisation?

J.R.: Dette er kun muligt gennem transformationsprocesser. Og jeg bruger ikke dette udtryk let, men med al dets konsistens og dybde: enhver, der har oplevet et kulturchok og skulle tilpasse sig en ny kultur, som har ændret en religiøs holdning, eller som har startet sit professionelle liv på ny eller har forladt et længerevarende forhold til et nyt, kender så drastiske forandringsprocesser. Jeg har selv haft mine egne personlige kriser og konflikter, hvor jeg gentagne gange har været i stand til personligt at transformere i det mindste aspekter af den "gamle civilisation". Min stiftelse af Permakulturakademiet, Institut for Participerende Design og Cocreation Foundation var hver især baseret på netop sådanne kognitive processer, der så fandt deres kreative udtryk i disse organisationer. Men jeg er selvfølgelig stadig anholdt, jeg ser mig selv som en person i forandring.

BL: Selvom du ikke lukker øjnene for menneskehedens vanskelige situation ("Indsatsen er høj, bølgen er farlig, potentielt fatal"), er den generelle tenor i din bog yderst positiv. Hvor får du din optimisme fra?

J.R.: Optimisme er en overlevelsesstrategi. Uden ham ville jeg ikke have styrken til at gøre det, jeg gør. Hvor skal vi hente energien til så meget forandring og design? Jeg tror på, at vi kun kan gøre dette, hvis vi henter styrke, glæde, livlighed og fylde fra denne opgave. Det gør jeg med fortællinger, der giver håb. Hvis jeg manipulerer mig selv med dette, accepterer jeg det gerne: Jeg vil hellere have en positiv, selvopfyldende profeti end en negativ!

B.L.: Bogen var bind 1. Hvad kan vi forvente af bind 2?

 J.R.: I bind 1 pakkede vi værktøjskassen og så på sammenbruddet og visionen. I bind 2 går vi ind i forvandlingen, ind i monsterets hule, så at sige. De tre definerende temaer vil være: resonans, traumer og krise. Tunge ting, men også utrolig spændende! Jeg forsker i øjeblikket meget i, hvad det kan betyde i grupper at berolige og regulere det kollektive nervesystem og integrere traumer. Jeg tror – endnu en grov metafor – at vores globale civilisation bedst beskrives med en afhængighedsanalogi: Vi er afhængige af energi og forbrug. Vi vil kun lykkes med bæredygtig regenerering, hvis vi slipper af krogen. Dette er ikke et problem, der let kan løses, men derimod et kollektivt psykologisk problem. Men min måde at arbejde på er generativ, og jeg er spændt på at se, hvad der sker i den videre skriveproces.

-> for anmeldelsen